En tiltrængt afslutning.

Har en underlig fornemmelse i kroppen i dette øjeblik. En fornemmelse af ro i maven. Jeg har i skrivende stund lige afsendt en mail til min tidligere kæreste. Min første kæreste og eneste kæreste. Drengen som gav mig kærlighed, men tog det fra mig igen. I lang tid har det nagede mig, at vi aldrig fik det afsluttet, og ubevidst tror jeg at jeg aldrig helt har givet slip. Men det føler jeg, at jeg har gjort nu. Jeg har sagt farvel. Det er meget muligt at han aldrig læser mailen, eller svarer. Det er også muligt at han griner, når han læser den, og tænker at jeg er mærkelig. Men jeg er faktisk ligeglad. Jeg føler en burden har løftet sig fra mine skuldre. Jeg er ikke længere fastlåst af mine følelser til ham. Jeg har givet slip og sagt farvel på min egen måde. De seneste par år har jeg haft svært ved at binde mig til andre mennesker, for inderst inde har jeg ikke stolet på at de ville mig det bedste. At de ville forlade mig på samme måde, som ham gjorde. Jeg er klar til at åbne mit hjerte op igen, og lade en anden person komme helt tæt på mit hjerte, og se hvem jeg er, gemt inde bag facaden. Det betyder også at jeg kan slappe af, at jeg kan tænke på mig selv, og hvad der er bedst for mig. Ikke hvad der er bedst for alle andre. Engang i mellem må man passe på sig selv, og finde ud af hvad der gør en selv lykkelig. For i sidste ende er det kun os der sidder tilbage. Jeg vil ikke længere have dårlig samvittighed over de valg jeg tager. I stedet vil jeg kæmpe for det jeg drømmer om. Jeg vil drømme stort og vil gerne opleve både medgang og modgang. Som jeg altid har sagt til mig selv, så handler det om at lave flest mulige fejl, nu hvor jeg er ung, så jeg kan undgå dem senere i livet. Livet handler om at lave fejl - det er sådan vi udvikler os, og jeg har en kæmpe udvikling foran mig. Derfor vil jeg nu droppe trætheden, tristheden, dovenskaben og min tilbageholdenhed. Jeg vil gøre de ting der gør mig glad, jeg vil elske dem omkring mig, og jeg vil nyde hvert et øjeblik af det korte liv jeg har foran mig. I sidste ende kan det hele ikke gå helt galt, så længe jeg lytter til mig selv. Jeg skal simpelthen holde op, med at søge svar hos andre og holde mig tilbage. Nej, nu vil jeg følge min mavefornemmelse, og derfor er det slut med at gå rundt og have ondt i maven. Jeg vil være den glade pige, jeg ved jeg er. Jeg skal ikke længere være ked af det. Med alt dette sagt, så erkender jeg også at jeg ikke altid ved hvad det rigtige er i alle givne situationer, men jeg vil prøve at blive bedre til at anerkende mine følelser. Derfor vil jeg nu nyde en lørdag aften i selskab med min søde og forstående roomie Sophie, og så vil jeg lade vær med at frygte at jeg aldrig finder kærligheden igen. Den dukker op når jeg mindst venter det. Køs og tanker til alle.

Følelsen af ikke at kunne slå til.

Her sidder jeg. 21 år og som studerende på min drømmeuddannelse. Den uddannelse som jeg har drømt om, siden jeg gik i 8. klasse - lige siden jeg fandt ud af, hvor meget jeg holdte af at skrive og fortælle. Fortælle om det smukke i vores verden. Det smukke ved det enkle. Det ukompliceret. Det smukke i det enkelte menneske, som man møder i den ellers så trivielle hverdag. Men. Virkeligheden er den, at jeg sidder i en fantastisk fin lejlighed. Min egen lejlighed i Odense, med den sødeste og mest overbærende roomie, Sophie. Både hun og jeg har kastede os ud, hvor vi ikke helt kan bunde. Sammen med 92 andre forhåbningsfulde unge, er vi påbegyndt en 3 en halv årig uddannelse, inden for journalistikkens verden. Tempoet er højt, og der er ufattelige mange dygtige og passionerede unge i blandt os. Undervisningslokalet summer nærmest af inspiration. Og i blandt den der menneskemasse af ideer og originalitet, sidder jeg. Lille mig. Måske ikke lille i den fysiske forstand, selvom jeg kun kan prale af 163 cm, men lille i den sindmæssige betydning. Jeg føler mig pludselig utilstrækkelig. Lige nu sidder jeg med en uforklarlig klump i maven. Det er følelsen af ikke at slå til. Ikke længere at føle, at den person man er, er god nok. Der mangler noget. Noget som alle de andre har, og især min inspirerende og livsglade roomie Sophie. Uden hende var jeg nok ikke kommet længere end min seng om morgenen. Virkeligheden er pludselig en skræmmende størrelse for mig. Jeg kender ikke længere min plads. Ved ikke hvem jeg skal snakke med, hvem jeg skal omgås. Det er lidt følelsen af ikke at kunne være inde i sig selv længere. For man ved ikke hvordan man skal agere sammen med andre mennesker. Selv tanken kan få ubehagen og nervøsiteten til at vokse i mig. Hvad hvis det er mig, der ikke er god nok? Har jeg valgt forkert i mit liv? Hører jeg ikke til, der hvor jeg altid har ønsket at stå? Jeg kan ikke finde ud af, om det blot er mig der giver op for hurtigt, eller vil jeg bare ikke acceptere nederlag. Det er en svær tanke, og jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg vil så gerne give det hele en chance og se på den lyse side, for jeg er så bange for at skuffe alle omkring mig. Jeg ved bare ikke, om jeg kan magte at sætte den facade på. Men det eneste jeg kan gøre lige nu, er at hoppe i seng, og håbe på at dagen ser lysere ud i morgen. For jeg vil så inderligt gerne gøre mit bedste. Jeg vil så gerne falde til på det her studie, og blomstre sammen med alle de andre. Jeg har drømme om at blive en inspirerende journalist, som kan fortælle hverdagens smukke historier. Men inden jeg kan blive det, skal jeg forsøge at finde min plads blandt de andre studerenede. Forhåbentlig er der nogen, der synes jeg ikke er helt gal på den, og at jeg kan finde mit ståsted. Men måske begynder rejsen med mig selv. Endelig erkende hvem jeg er, og hvad jeg står for, og ikke længere associere mig med den vante pigeflok, men stå på egne ben, som et selvstændigt individ. Det er nok sundt for mig, at opleve denne her modgang. Det er bare ikke altid lige sjovt. Men hvem sagde livet altid var sjovt. Jeg kan talrige happy-go-lucky citater, der fortæller at hvad man ikke dør af, kun gør os stærkere og derudaf, så måske er det det jeg skal acceptere, og tage det hele skridt for skridt. Det er ihvertfald det jeg vil gøre nu. Sov mine bekymringer langt væk, og vågne op med et smil, og give denne her hverdag endnu en chance. Køs og godtnat!

Closure.

Det er en "hvad-nu-hvis-jeg-ville-fortælle-dig-en-masse" indlæg. Brevet til min første forelskelse. Hej M.... Længe siden. Sådan føles det ihvertfald, selvom vi jo har set hinanden rundt omkring. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg skriver det her til dig, og det kan være du ikke læser det, men nu sender jeg det alligvel. Jeg er nemlig ved at rydde ud i mine ting og pakke hele mit liv ned i papkasser inden jeg skal flytte fra Køge og starte et nyt kapitel, og i den forbindelse fandt jeg nogle armbånd i min skuffe, som jeg fik for længe længe siden af dig. Eller jeg ved ikke hvor meget jeg fik dem, eller om jeg mere stjal dem som et minde inden du rejste til USA for nogle år siden. Jeg synes nemlig du var lidt tarvelig at du bare sådan rejste væk. (-: Men den historie kender vi vist begge. Jeg tror egentlig bare jeg vil sige tak for at du var min første og mest fantastiske forelskelse. Du gjorde mig glad. Og jeg tror altid jeg vil være ked af jeg sårede dig på den måde jeg gjorde, og satte dig til side. Men jeg vil have du skal vide at jeg altid har holdt af dig, og er ked af vi ikke rigtig har kunne snakke sammen siden den sommer, hvor det hele gik skævt. Derimod er jeg virkelig glad for at se hvor godt dig og C har det - for du fortjener nemlig det bedste! Men jeg må hellere komme videre med at pakke, og så håber jeg bare at du har det godt! Mange knus og tanker fra Christine

Godnat.

Jeg elsker dig.
Jeg savner dig.
Og...
Jeg kan godt lide at snakke med dig.

Tvivl.

Hvordan kan det være at alle følelser pludselig kan samles oppe i halsen, sådan en sen mandag aften? Jeg føler mig ældre for hver dag der går, men mere og mere naiv som tiden går. Jeg tvivler på om jeg nogensiden helt giver slip igen. Lukker en anden person ind, fordi jeg kan mærke at hver gang jeg giver lidt slip, så tvivler jeg. Tvivler på mig selv. Tvivler på om jeg er god nok. Men jeg er jo bare mig selv. Jeg er jo bare Christine. Pigen som ikke forstår sig selv. Forstår ikke sine følelser. Forstår kun at hun trænger til at der er en der har lyst til at holde om hende. En der har lyst til at elske hende for den hun er. Jeg er ikke den smukkeste eller den tyndeste eller den mest stilede. Jeg er mig. Jeg er fjollet, jeg er skør og tit og ofte giver jeg absolut ingen mening. Og det er sådan jeg nok altid vil være. Fordi jeg kan ikke holde ud af gemme mig bag en facade. En facade der gør mig ulykkelig. Jeg er jo bare en pige. En pige der vil grine og elske. Men problemet er, jeg vil altid elske mere. Ligesom jeg elskede dig mere til sidst. Og tilsidst sidder jeg alene tilbage, med et hjerte der ofte virker helt ødelagt. Og som ingen anden virker til at kunne sætte sammen igen. Det er åbenbart hevet fra hinanden på en måde, hvor jeg ikke finde ud af at redde det. Jeg kan ikke længere se hvad der er tilbage at elske. Mine tanker er ikke længere rosenrøde. Og jeg ved ikke om jeg tror på at ægte kærlighed vil finde mig her i mit lille mørke hul. Men jeg nægter at give op. For sådan er jeg ikke. Jeg vil forsætte mine dage, og håbe at lyset vil finde vej. Og lyse alting op igen. Det har jeg brug for. Det har jeg seriøst brug for. <3