Følelsen af ikke at kunne slå til.

Her sidder jeg. 21 år og som studerende på min drømmeuddannelse. Den uddannelse som jeg har drømt om, siden jeg gik i 8. klasse - lige siden jeg fandt ud af, hvor meget jeg holdte af at skrive og fortælle. Fortælle om det smukke i vores verden. Det smukke ved det enkle. Det ukompliceret. Det smukke i det enkelte menneske, som man møder i den ellers så trivielle hverdag. Men. Virkeligheden er den, at jeg sidder i en fantastisk fin lejlighed. Min egen lejlighed i Odense, med den sødeste og mest overbærende roomie, Sophie. Både hun og jeg har kastede os ud, hvor vi ikke helt kan bunde. Sammen med 92 andre forhåbningsfulde unge, er vi påbegyndt en 3 en halv årig uddannelse, inden for journalistikkens verden. Tempoet er højt, og der er ufattelige mange dygtige og passionerede unge i blandt os. Undervisningslokalet summer nærmest af inspiration. Og i blandt den der menneskemasse af ideer og originalitet, sidder jeg. Lille mig. Måske ikke lille i den fysiske forstand, selvom jeg kun kan prale af 163 cm, men lille i den sindmæssige betydning. Jeg føler mig pludselig utilstrækkelig. Lige nu sidder jeg med en uforklarlig klump i maven. Det er følelsen af ikke at slå til. Ikke længere at føle, at den person man er, er god nok. Der mangler noget. Noget som alle de andre har, og især min inspirerende og livsglade roomie Sophie. Uden hende var jeg nok ikke kommet længere end min seng om morgenen. Virkeligheden er pludselig en skræmmende størrelse for mig. Jeg kender ikke længere min plads. Ved ikke hvem jeg skal snakke med, hvem jeg skal omgås. Det er lidt følelsen af ikke at kunne være inde i sig selv længere. For man ved ikke hvordan man skal agere sammen med andre mennesker. Selv tanken kan få ubehagen og nervøsiteten til at vokse i mig. Hvad hvis det er mig, der ikke er god nok? Har jeg valgt forkert i mit liv? Hører jeg ikke til, der hvor jeg altid har ønsket at stå? Jeg kan ikke finde ud af, om det blot er mig der giver op for hurtigt, eller vil jeg bare ikke acceptere nederlag. Det er en svær tanke, og jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg vil så gerne give det hele en chance og se på den lyse side, for jeg er så bange for at skuffe alle omkring mig. Jeg ved bare ikke, om jeg kan magte at sætte den facade på. Men det eneste jeg kan gøre lige nu, er at hoppe i seng, og håbe på at dagen ser lysere ud i morgen. For jeg vil så inderligt gerne gøre mit bedste. Jeg vil så gerne falde til på det her studie, og blomstre sammen med alle de andre. Jeg har drømme om at blive en inspirerende journalist, som kan fortælle hverdagens smukke historier. Men inden jeg kan blive det, skal jeg forsøge at finde min plads blandt de andre studerenede. Forhåbentlig er der nogen, der synes jeg ikke er helt gal på den, og at jeg kan finde mit ståsted. Men måske begynder rejsen med mig selv. Endelig erkende hvem jeg er, og hvad jeg står for, og ikke længere associere mig med den vante pigeflok, men stå på egne ben, som et selvstændigt individ. Det er nok sundt for mig, at opleve denne her modgang. Det er bare ikke altid lige sjovt. Men hvem sagde livet altid var sjovt. Jeg kan talrige happy-go-lucky citater, der fortæller at hvad man ikke dør af, kun gør os stærkere og derudaf, så måske er det det jeg skal acceptere, og tage det hele skridt for skridt. Det er ihvertfald det jeg vil gøre nu. Sov mine bekymringer langt væk, og vågne op med et smil, og give denne her hverdag endnu en chance. Køs og godtnat!