En tiltrængt afslutning.

Har en underlig fornemmelse i kroppen i dette øjeblik. En fornemmelse af ro i maven. Jeg har i skrivende stund lige afsendt en mail til min tidligere kæreste. Min første kæreste og eneste kæreste. Drengen som gav mig kærlighed, men tog det fra mig igen. I lang tid har det nagede mig, at vi aldrig fik det afsluttet, og ubevidst tror jeg at jeg aldrig helt har givet slip. Men det føler jeg, at jeg har gjort nu. Jeg har sagt farvel. Det er meget muligt at han aldrig læser mailen, eller svarer. Det er også muligt at han griner, når han læser den, og tænker at jeg er mærkelig. Men jeg er faktisk ligeglad. Jeg føler en burden har løftet sig fra mine skuldre. Jeg er ikke længere fastlåst af mine følelser til ham. Jeg har givet slip og sagt farvel på min egen måde. De seneste par år har jeg haft svært ved at binde mig til andre mennesker, for inderst inde har jeg ikke stolet på at de ville mig det bedste. At de ville forlade mig på samme måde, som ham gjorde. Jeg er klar til at åbne mit hjerte op igen, og lade en anden person komme helt tæt på mit hjerte, og se hvem jeg er, gemt inde bag facaden. Det betyder også at jeg kan slappe af, at jeg kan tænke på mig selv, og hvad der er bedst for mig. Ikke hvad der er bedst for alle andre. Engang i mellem må man passe på sig selv, og finde ud af hvad der gør en selv lykkelig. For i sidste ende er det kun os der sidder tilbage. Jeg vil ikke længere have dårlig samvittighed over de valg jeg tager. I stedet vil jeg kæmpe for det jeg drømmer om. Jeg vil drømme stort og vil gerne opleve både medgang og modgang. Som jeg altid har sagt til mig selv, så handler det om at lave flest mulige fejl, nu hvor jeg er ung, så jeg kan undgå dem senere i livet. Livet handler om at lave fejl - det er sådan vi udvikler os, og jeg har en kæmpe udvikling foran mig. Derfor vil jeg nu droppe trætheden, tristheden, dovenskaben og min tilbageholdenhed. Jeg vil gøre de ting der gør mig glad, jeg vil elske dem omkring mig, og jeg vil nyde hvert et øjeblik af det korte liv jeg har foran mig. I sidste ende kan det hele ikke gå helt galt, så længe jeg lytter til mig selv. Jeg skal simpelthen holde op, med at søge svar hos andre og holde mig tilbage. Nej, nu vil jeg følge min mavefornemmelse, og derfor er det slut med at gå rundt og have ondt i maven. Jeg vil være den glade pige, jeg ved jeg er. Jeg skal ikke længere være ked af det. Med alt dette sagt, så erkender jeg også at jeg ikke altid ved hvad det rigtige er i alle givne situationer, men jeg vil prøve at blive bedre til at anerkende mine følelser. Derfor vil jeg nu nyde en lørdag aften i selskab med min søde og forstående roomie Sophie, og så vil jeg lade vær med at frygte at jeg aldrig finder kærligheden igen. Den dukker op når jeg mindst venter det. Køs og tanker til alle.