En december dag.

Dette er mit forsøg på at dokumentere nogle af de mange tanker jeg får i løbet af en dag.

05:45 - Er næsten lige stået op og skal på arbejde. Jeg føler mig træt og dovenskaben vil næsten ingen ende tage. Det er som om jeg er lænket til min seng!

6:10 - Sidder og spiser mit sædvanlige morgenmad og tænker over det slanke projekt jeg har haft kørende i næsten 3 måneder. Jeg har oplevet succes, viljestyrke og fantastiske resultater. Men! Jeg har også oplevet fiasko og evige undskyldninger. Jeg falder i HELE tiden! Jeg mister lysten og når jeg falder i - så går jeg næsten amok. "Binge" kalder de det på engelsk. Jeg har læst mig til at det handler tit og ofte om at man har nogle personlige ubalancer, og det kan jeg vel ikke helt fornægte. Jeg er i en periode lige pt. hvor jeg ikke er tilfreds med mig selv, min krop, mit image og min livsstil. Jeg savner "den fine pige". Pigen der glemte alt om tid, sted, mad og drikke når hun blev forelsket. Jeg savner de dage hvor jeg spiste for at leve og ikke omvendt. Hvor jeg hurtigt blev mæt, men aldrig mæt af livet. Det er det stadie jeg vil nå tilbage til, men jeg ved at det bliver svært og der er lang vej. Mit forsøg nu er at lade min kærlighed til ord blomstre, og forsøge at få mine tanker fra det evige slankeprojekt. I stedet lade det komme helt natuligt og nyde følelsen af at spise sundt og træne og have det godt med mig selv igen.

15:46 - Er på arbejde og det hele stresser. Jeg har kvalme og overvejer en sultestrejke de næste 24 timer. Har det dårligt med mig selv. Jeg har absolut ingen viljestyrke. Tag dig sammen.

15:49 - Hvad kan du bedst lide. Kærlighed eller mad?

21:24 - Kom hjem fra arbejde og sov fra 16 til 20. Hr nu ligget i min seng lige siden, og orker intet. Drømmer om venner, familie og kærlighed. Mit hjerte har et lille håb om at nogle af tingene går i opfyldelse en dag. Godnat!

Eftertænksomhed.

Dette er et brev til dig. Du ved godt hvem du er. Du var nemlig min første kærlighed. Den dreng jeg elskede. Og drengen der elskede mig. Kære... Jeg skriver dette brev til dig nu, fordi jeg er ved at rydde ud i alle mine ting, inden jeg skal flytte hjemmefra og begynde på et nyt kapitel. Jeg har fundet nogle af de breve du skrev til mig, dengang vi var kærester, og fik lyst til at skrive dette til dig. Det kan godt være du synes at det er fantastisk dumt og ligegyldigt, det jeg skriver, og jeg forventer heller ikke at du svarer. Men jeg fik lyst til at sætte mig ned og forklare nogle ting, så det gør jeg. Jeg vil bare hurtigt sige tak til dig. Tak fordi du var min første kærlighed. Jeg tror på en eller anden måde, at jeg aldrig vil glemme dig og den tid vi var kærester, selvom det er en klassisk cliche. Jeg vil også sige undskyld. Undskyld for at jeg var med til at gøre vores brud sværere end det behøvede at være. Jeg tror ikke jeg kunne håndtere situationen, og valgte derfor at føle mig som offeret. Det var nemmere at græde og give dig skylden, end at snakke om det og acceptere dit valg. Tingene har været mærkelige. Vi har aldrig snakket sammen. I stedet har vi brugt vores energi på at bekæmpe hinanden. Hele tiden at virke ovenpå. Jeg har også taget nogle dumme valg, som jeg nemt kan sidde og fortryde nu. Men det ændrer intet. Nå. Men jeg vil ikke plage dig med en hel roman. Men hvis du rent faktisk læser det her, så vil jeg bare sige tak for alt. Jeg har en lært en masse af vores forhold, og jeg har lært en masse om mig selv, når jeg sidder her i min eftertænksomhed. Men ... jeg ønsker dig alt det bedste. Du skal nok nå langt hvis du følger dine drømme og dine tanker. Jeg ved mere end nogen anden, hvor smukke dine ord og tanker kan være. Knus og tanker fra Christine.

Kærlighed.

Ja. Kærlighed. På en måde indbegrebet af "cliche"-begrebet, men samtidig også så forunderligt og skræmmende. Jeg er ihvertfald skræmt. Men også fascineret. Måske fordi jeg har oplevet det, og mistet det. Jeg har givet mit hjerte til en anden, hvis man kan sige det? Jeg føler bestemt at jeg gav en del af mig selv til en anden. På en måde er den del af mit hjerte stadig taget til fange. Taget til fange af alle de uafsluttede følelser, som jeg føler runger rundt i mit hoved. De kommer tit til syne på en hverdags aften, hvor stilheden skyller ind over mig. Eftertænksomheden får lov til at blomstre, og jeg kan pludselig fortryde en masse ting. Ting som jeg følte var det eneste rigtige i øjeblikket. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor jeg fik brug for at skrive det her. Jeg føler bare at der er en masse ord, der ligger lige på spidsen af mine fingre. De har brug for at komme ud. I det mindste for at få en smule ro, i min tankegang, som til tider kan virke uoverskuelig. Jeg har så mange drømme. Drømme om kærlighed. Drømme om det evige. Men samtidig tvivl om det evige. Findes der noget som med garanti er evigt? Eller er vi alle midlertidige eksistenser. Drømme findes hos de fleste, vi skal bare huske at give dem lov til at blomstre. Dette er mit forsøg på at lade mine indre tanker komme på skrift. På den måde kan jeg bevare disse øjeblikke af lykke, glæde, desperation, vrede og alle de andre menneskelige følelser, som mange oplever dagligt. Dette er min tankestrøm.