Tvivl.

Hvordan kan det være at alle følelser pludselig kan samles oppe i halsen, sådan en sen mandag aften? Jeg føler mig ældre for hver dag der går, men mere og mere naiv som tiden går. Jeg tvivler på om jeg nogensiden helt giver slip igen. Lukker en anden person ind, fordi jeg kan mærke at hver gang jeg giver lidt slip, så tvivler jeg. Tvivler på mig selv. Tvivler på om jeg er god nok. Men jeg er jo bare mig selv. Jeg er jo bare Christine. Pigen som ikke forstår sig selv. Forstår ikke sine følelser. Forstår kun at hun trænger til at der er en der har lyst til at holde om hende. En der har lyst til at elske hende for den hun er. Jeg er ikke den smukkeste eller den tyndeste eller den mest stilede. Jeg er mig. Jeg er fjollet, jeg er skør og tit og ofte giver jeg absolut ingen mening. Og det er sådan jeg nok altid vil være. Fordi jeg kan ikke holde ud af gemme mig bag en facade. En facade der gør mig ulykkelig. Jeg er jo bare en pige. En pige der vil grine og elske. Men problemet er, jeg vil altid elske mere. Ligesom jeg elskede dig mere til sidst. Og tilsidst sidder jeg alene tilbage, med et hjerte der ofte virker helt ødelagt. Og som ingen anden virker til at kunne sætte sammen igen. Det er åbenbart hevet fra hinanden på en måde, hvor jeg ikke finde ud af at redde det. Jeg kan ikke længere se hvad der er tilbage at elske. Mine tanker er ikke længere rosenrøde. Og jeg ved ikke om jeg tror på at ægte kærlighed vil finde mig her i mit lille mørke hul. Men jeg nægter at give op. For sådan er jeg ikke. Jeg vil forsætte mine dage, og håbe at lyset vil finde vej. Og lyse alting op igen. Det har jeg brug for. Det har jeg seriøst brug for. <3